torsdag den 21. august 2014








Meret Oppenheim, Object (Le Déjeuner en fourrure),1936


hår i munden. er hår i munden godt? min kind. jeg lægger kinden på en underkop og det er også kun passende. det er huden, det er mundhulen, det er noget uendelig blødt. det har med munden at gøre og med hensyn.

det er en lydløs dag, en morgen helt uden lyd. koppen kroppen ser ud sådan. en kop med hank, en underkop og en teske, alt er beklædt med pels. lys brun pels. strukturer og prikken. små hænder. der er en bevægelse rundt om og nede i. foret. i koppen og i skeens hulning, krop foret bevokset. ømt. det er svært at lade være med at klare halsen. 

hulninger. der er en hulning i halsen. der er et sted på halsen lige over kravebenet, hvor der er en hulning. det dybe hul, hvori man skal hakke en kuglepen uden indhold, hvis man er tæt på kvælning og hvad hedder det, det hul, hvad hedder det dog?

den er så ekstremt tæt på, den her kop. den er pelsnær, selvfølgelig er den det. den mærkes i højere grad end den ses. hele min krop er i yderste beredskab. der er skåret i pelsen for at tilpasse den. det bløde. det kan ses og det kan mærkes. helt indvendigt, de små bitte hænder.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar