Jeg lurer bag min tjørn og får tornene i øjnene, for fanden da. Jeg blår og blår og kommer ingen vegne. Hvem vejer hvem, det er så mørkt her til morgen, det er en hel årstid. 

Nok om det, det er nok nu, eller, ikke.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal ramme de høje tal de lyse bogstaver, det er mig en gåde

og jeg smiler smil der er malet med sminke og støbt i sukker, de lange tråde, der danner en rede, de filtrede guldtråde af brændt sukker jeg sukker det gør jeg hele tiden 

og klynken og ynken og alle nykkerne, åh, de nykker som de rykker, det er en vane, siger lægen og ser på mig med et blik, der skal sige alt det, han ikke gør, men jeg kan ikke se det igennem mine øjne, jeg ved han siger det, men jeg kan ikke se det, jeg er blændet af bordpladens melamin af stetoskopet, der skinner så fint og så koldt, nivende svitsende koldt.

Og det gør ikke noget, det er længe siden, nu er det. 

Og det klistermærke du har sendt mig er usynligt. Hvidt i hvidt. Love it. Tak.