Der er mange grunde til at fodre fuglene
vi har for meget tørt brød generøsiteten
det tilfredsstillende ved at være generøs
vi går hen og fodrer
selvom vi ikke rører hinanden
kan jeg mærke dig på hele min venstre side
især på overarmen der er ingen tvivl om
at det jeg mærker er dig
og der er ingen tvivl om at folk kan se det
vi kommer gående sammen
den friske luft og det den skal gøre os
godt og spændingen hvor tæt på
du vil gerne vise hvor tæt vi eller du kan komme
dem de vilde fugle magten og brødet
vi har brød fuglene vil gerne have det
vi har brød fuglene vil gerne have det
hvad vi kan få dem til at gøre
jeg spurgte dig om det samme hvor tæt på
belønningen ved at være den
der belønner hvor mange
der belønner hvor mange
hvor mange farver hvor stort et vingefang
sikke et vingefang udbryder du somme tider
der ligger ingen overgivelse i det udbrud
det lyder mere som om du vrænger
når du siger det eller næsten råber
muligheden det er muligt at fodre fuglene
fordi der er fugle fordi de er fugle
og fordi vi har brød tørt brød
som vi ikke ønsker skal gå til spilde
det er ikke dårligt det er bare tørt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar