lydene han laver er ikke længere HANS lyde vi har talt om 


sentimentalitet se han går han bevæger sig i et værelse


idag så jeg en solsortehan den var så præcist placeret 


på en gren og se nu hvordan den gør  og se så 


den måde han ligesom fejer et rum sammen 


med stemmen   slingrer   og den lyd den lyd


den kommer fra nederst i kinden

og bjergene om os falder ikke sammen   nej 

de folder sig fladt   det er det der sker   de

lægger sig og synker som metal der synker 

længe længere ned som timerne der er clipset

sammen som skadens næb som de stikkende øjenlåg 

af hønsenet   og øjnene gør det samme som bjergene

folder sig    og hånden den ligger fladt på et bord