Jeg kan godt se det. Der slipper lys ud i kanten af mine mørke øjne og det kommer ude fra eller inde. Her er ingen. Ingen er et navn som for eksempel Isabella eller Ås, som I også kunnet have kaldt mig.

Og nu er ingen. Og synes er længere væk.

Halsrøret brænder, det kan jeg sagtens beskrive, hvordan mine flanker er rullet snerrende indad, og jo, jeg bliver da smallere af det, men det er ikke noget at tale om, i sig selv, og jeg er heller ikke i mig selv. Herfra. At holde klynken ude i strakt arm. En uldvante, der lugter af benzin, klumper af hår, hudens spænding, som om jeg er forbrændt, er jeg, er jeg. Tørsten svier, det brændende halsrør. Værelset svulmer op, måske gør det mig så enorm, at jeg kan fjerne den lille flue i loftets hjørne. Den har hængt der så længe, så død så tør så længe. Ingen kan sige, at jeg ikke var her. Lille lakøje, lille kvisthånd. Tingene ændrer sig ikke eller tingene har ændret sig. Hånden er ikke længere en koralfarvet plastikkugle med ridser, hånden er tørre kviste, hånden er hånd. Tørre kviste, vind, natur og Snehvide, der smiler fra sit væv. Hun smiler fra støv, jeg ser regnen på mine æbler, mine øjenæbler, æg, der krakelerer. Er krakeleringen en fejl, er naturen.

Lertøjslyde fra skovenes ugler, en sky lidt lang, lidt let. Nålelyset skiller synet og horisontbuen farvelægges. Kan du huske, da det var det eneste vi gjorde. Mørk mørkere muld. 

Skyen var kun en meter fra gruset her til morgen, ændernes snipper strejfede hinanden. Der var lys i kanten. Også dér. Ænder og måger kæmpede om blødt brød, brød, der kun lignede masse, brød, der kun lignede føde. Kløerne ridsede synet, andet var det ikke.