tirsdag den 13. oktober 2015



Jeg elsker de hvide bøger, det ved jeg, du ved, lige som du ved, at når de har været mine, er de ikke længere hvide.

hvide sider hvide bogstaver hvide blik.

betydningen jeg tyder og du siger ingenting som bogen gør det, som mødet og navnet på mødet som navnet inden det fyldes med tørrede blomster og ringe der skruer sig i hinanden.

jeg venter hvid, hvad ville du have gjort.

du kommer, du kommer ikke. så længe det varer, så længe mine øjne er hvide, så længe du går og går. går går går og kommer ingen vegne. det er et ur en måler en undermåler i hvide bukser der betaler og tager hvid, tager hvid seddel, en helt hvid klokke. en kridtet blomst med tørrede læber.

fordi der ikke er andet, fordi alle de andre er taget. og fordi har en fuldstændig uvilkårlig sammenhæng med hvorfor. og hvid er hvid.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar