Jeg kan godt se det. Der slipper lys ud i kanten af mine mørke øjne
og det kommer ude fra eller inde. Her er
ingen. Ingen er et navn som for eksempel Isabella eller Ås, som I
også kunnet have kaldt mig.
Og nu er ingen. Og synes er længere væk.
Halsrøret brænder, det kan jeg sagtens
beskrive, hvordan mine flanker er rullet snerrende indad, og jo, jeg bliver da
smallere af det, men det er ikke noget at tale om, i sig selv, og jeg er heller ikke i mig selv. Herfra. At holde klynken ude i strakt arm. En uldvante, der lugter af benzin, klumper af hår, hudens spænding, som om jeg er forbrændt,
er jeg, er jeg. Tørsten svier, det brændende halsrør. Værelset
svulmer op, måske gør det mig så enorm, at jeg kan fjerne den lille flue i
loftets hjørne. Den har hængt der så længe, så død så tør så længe. Ingen kan
sige, at jeg ikke var her. Lille lakøje, lille kvisthånd. Tingene ændrer sig
ikke eller tingene har ændret sig. Hånden er ikke længere en koralfarvet
plastikkugle med ridser, hånden er tørre kviste, hånden er hånd. Tørre kviste,
vind, natur og Snehvide, der smiler fra sit væv. Hun smiler fra støv, jeg ser
regnen på mine æbler, mine øjenæbler, æg, der krakelerer. Er krakeleringen en fejl, er
naturen.
Lertøjslyde fra skovenes ugler, en sky lidt
lang, lidt let. Nålelyset skiller synet og horisontbuen farvelægges. Kan du
huske, da det var det eneste vi gjorde. Mørk mørkere muld.
Skyen var kun en
meter fra gruset her til morgen, ændernes snipper strejfede hinanden. Der var
lys i kanten. Også dér. Ænder og måger kæmpede om blødt brød, brød, der kun lignede
masse, brød, der kun lignede føde. Kløerne ridsede synet, andet var det ikke.