lørdag den 30. april 2016



Lad det ligne lad det ligne
lige ligne lige line
jeg vil så gerne være smuk
tåler ikke forstyrrelser
aldrig tre og aldrig én i midten
jeg er for sårbar
nogle gange er nogle gange
at påvirke andre
selv at betragte landskaber
der løber ud i hinanden
uden at blive forstyrret
uden selv
næsten udviklet næsten udvisket
næsten udvoksede landskaber
jeg vil så gerne være smuk
jeg vil så gerne
egen min egen.




fredag den 25. marts 2016



*
Hvordan det ser ud
hvordan det ser ud
det skal jeg sige dig
det er mørkt   meget mørkt
og blødt ligesom løsnet jord
andet end   regnen
så mørkt det er i dag   vi er
og de ved det   de ved hvem det er
siger de og de tilgiver det aldrig
siger de   det er altså ikke lige
hvad du havde regnet med
er det vel   regnen 
det bliver det heller ikke
men de vælger at leve med
at de ved det og det gør du vel
også   jeg tror ikke 
det bliver sådan
at vi kan tale om det.







tirsdag den 15. marts 2016




Det rum der er meget blødt og sort og klamt    vejret for eksempel

og blødt og blødt og bløde og så smurte hun det med fløde   indvendigt

og indvendigt blev der skabt en sæk i sækken af føde jeg ser det for mig.



tirsdag den 8. marts 2016





Hun er alt   husk det
hun er ved at blive   
et menneske
ben der knækker styrter i blink
afstanden er ro   hun er så tæt
pigen prinsessen siger
dæk duk dig dæk dig og
fra lænden lyder den mørke stemme   dæk
leende springer hun   ser du
hendes mælkede blå
tænder   en tunge forsegler et ansigt
et sted   der er sang bag tæpper
vægge vævet så tæt og garnet der strammer
den usynlige hånd og stoffet der trækker tråde
med hænderne siger vi i hænderne
står det hele   alt alt alt fra hånden 
på læggen hånd på bånd
ånden på mærket
hun er da også over det hele
ligesom plastik 
smiler



mandag den 15. februar 2016



Det giver ingenting. Alt det der er lukket kan ikke åbnes. Alt det der ligner en dør kan ikke åbnes. Vi trækker ting tættere omkring os. Sådan er den bløde opdragelse i et kridtslot i et kulslot. Vi fortærer og foregiver henhold, foregiver mæthed og den der kommer allersidst foregiver forbløffelse.




tirsdag den 8. december 2015



Jeg kan godt se det. Der slipper lys ud i kanten af mine mørke øjne og det kommer ude fra eller inde. Her er ingen. Ingen er et navn som for eksempel Isabella eller Ås, som I også kunnet have kaldt mig.

Og nu er ingen. Og synes er længere væk.

Halsrøret brænder, det kan jeg sagtens beskrive, hvordan mine flanker er rullet snerrende indad, og jo, jeg bliver da smallere af det, men det er ikke noget at tale om, i sig selv, og jeg er heller ikke i mig selv. Herfra. At holde klynken ude i strakt arm. En uldvante, der lugter af benzin, klumper af hår, hudens spænding, som om jeg er forbrændt, er jeg, er jeg. Tørsten svier, det brændende halsrør. Værelset svulmer op, måske gør det mig så enorm, at jeg kan fjerne den lille flue i loftets hjørne. Den har hængt der så længe, så død så tør så længe. Ingen kan sige, at jeg ikke var her. Lille lakøje, lille kvisthånd. Tingene ændrer sig ikke eller tingene har ændret sig. Hånden er ikke længere en koralfarvet plastikkugle med ridser, hånden er tørre kviste, hånden er hånd. Tørre kviste, vind, natur og Snehvide, der smiler fra sit væv. Hun smiler fra støv, jeg ser regnen på mine æbler, mine øjenæbler, æg, der krakelerer. Er krakeleringen en fejl, er naturen.


Lertøjslyde fra skovenes ugler, en sky lidt lang, lidt let. Nålelyset skiller synet og horisontbuen farvelægges. Kan du huske, da det var det eneste vi gjorde. Mørk mørkere muld. 

Skyen var kun en meter fra gruset her til morgen, ændernes snipper strejfede hinanden. Der var lys i kanten. Også dér. Ænder og måger kæmpede om blødt brød, brød, der kun lignede masse, brød, der kun lignede føde. Kløerne ridsede synet, andet var det ikke.